Hvor husker jeg den første Aftentime,
da dig som fremmed jeg i Stuen fandt
og saa i Lampens mælkelyse Strime
dit Øjes dybe sorte Diamant ...
... som var i Øjet Skumringsmulm fortættet,
Tusmørket fra den milde Sommernat
i Øjeæblets Perlemor indsat,
af Stjernestraalers Guldtraad gennemflættet ...
Naar i dit Øjes Fløjelsnat jeg stirred,
var det som Skumring om mit Hoved slog,
Skovmulmets Længsler gennem Hjertet drog,
og Nattens Sommerfugle om mig svirred.
Og sad jeg ene med dig i en Stue,
der sived Mørke fra dit Øjes Bund
og fyldte Rummet — slukked Lampens Lue,
men tændte Stjerner dybt i Sjælens Grund.
10. Juni 1893.