18. Jan. 1912.
Venner, velmødt! Lad os kalde hverandre
gode Kontrabøger i Samholdets Bank;
aarligt og støt kan vor Afregning vandre
uden Svind og Svig, uden Fejl og Skavank.
Tak da til alle for Tiden, som gik:
Debet og Credit jo stemte i Styrke;
herligst af alt er Balancens Musik,
Saldoens Fredssag at dyrke.
Du, som gør Bøger, og du, som dem trykker,
du, som binder Digteren ind i Chagrin,
— uden vor Hjælp gik det hele i Stykker,
slugt af Kolportage-Gesjæfternes Slæng.
Vi giver Visdommen à condition,
fælles Rabat paa hvert Værk vi forlanger;
Faget gør hver til en Hædersperson,
Forlag med samt Sortimenter.
Fordum blev Bøger forkætret for Tødler,
Skrift-Apostlen joges som Stodder til Dørs,
banlyst af Paven de brændtes af Bødler,
søgte Ly i Kirken og siden paa Børs.
Tænkeren selv maatte sælge sin Bog,
Digteren føre sit Opus paa Lager
— nu selv i Landets den fjerneste Krog
Bog-Pionererne flager.
Bøgerne har deres Skæbne i Verden:
Vi er Mellemforsyn for store og smaa.
Snart vi med Undren og snart med Forfærden
ser Bogavlens Skatte i Hundene gaa.
Letvindte Værker kan puste sig op,
gaa som Balloner til Vejrs i Azuren,
andre, som tynges af Ballast og Krop,
dale til — Makulaturen.
Vi skal ej dømme og vi skal ej dadle,
vi skal bare sprede Oplysningens Frø,
tro paa, at Læsning vil lutre og adle,
avle sunde Magter, som ikke kan dø.
Tændes af Bøger i tusinde Hjem, —
Kundskabens hellige lysende Flamme,
da skal de bærende Tanker gaa frem,
Bundfaldet blive til Skamme.
Tak til vort Styre og Tak til vor Stifter,
som med Love bygged vor Boghandels Flor;
banende Vej for vort Aandslivs Bedrifter
fælles med Kulturen i Danmark den gror.
Bøgenes Land blev et Bøgernes Land,
sammen de trives i løvrig Forgrening.
Stolt tør vi hævde og fejre vor Stand:
Leve vor faste Forening!