Saa fik vi Aarets Felttog ført til Ende.
En sidste Gang vi tæller vore Døde,
mens vore Granlys for Sylvester brænde.
Vi binder Balsam om de Saar, der bløde,
og Vaabenhvile Fjenderne forsoner,
Fredsbivuaker gennem Natten gløde.
Udødelige Perser-Legioner
i Livets Storarmé mod Nyet tragter,
mens Haabets Hymne gennem Gryet toner.
Ak, endnu dyrker vi de onde Magter,
hvis Drageblodtørst Hjertemarven tærer
og raat barbarisk med Kanoner slagter.
Endnu vi onde Angrebsvaaben bærer
for Land at vinde; Krig vi hellig kalder,
som Kødets røde Skaalpund graadigt skærer.
Dog eengang Krigens Ragnarok forfalder
og viger for den lyse Morgenslette,
hvor Luren over blodfri Kampe gjalder.
Hvor Aandens Vaaben kæmper for at rette
Urettens Brøde, løse Baand og Tvinge
og Retfærds Gud i Dommerstolen sætte.
... Vor gamle Jord, som nu paany skal svinge
om Solens Moderbaal din tyste Bane,
lad nytaarsfestligt alle Klokker ringe.
Vi, som kan ikke se, o lad os ane
i Sneens glimmerfagre Flokkers Spil
et Glimt af Evighedens hvide Svane
og takke Livet for, at vi blev til.