I
Casino Rospigliosi.
De hvide Azáleer vandre i Ring
om Vaaren, der er som et Kildespring:
De blinkende Pulse sprudle af Jord,
hvor Græsset grønnest og tættest gror.
Paa Buskene tynger der Flor lig Sne
— som Brudepiger de er at se.
Det hvide Følge Terrassen rundt
om Bruden danner et duftende Bundt.
Hvor Haven højner sit Alterbord,
de rødeste Roser i Koret gror.
I alle de snehvide Farvers Klang
der sitrer en eneste Purpursang.
Azáleen svang sine Røgelsekar.
Vi to de eneste Vidner var.
Det mystiske Bryllup blev fejret i Duft
af aandende Blomsters balsamiske Luft.
Jeg bøjed mit Hoved dit Hjerte nær
og hørte det kime bag Kaaben dèr.
Højt over de hvide Azáleers Klang
et ufødt Hjerte sin Hymne sang.
II
Campidoglio.
Den brede Trappe, slusende af Sol,
op mod det marmorgyldne Kapitol
gaar som en Cæsar-Gangbro af Bedrifter,
hvis Kvadre fejes svalt af Palmevifter.
Se, Ulven traver rastløst i sit Bur,
og Romas Ørne sidder blindt paa Lur.
Se Dioskurerne, som Jorden gæste,
sagtmodigt staar ved deres lave Heste.
Irrgrøn og gylden rider, tung og hel,
den kejserlige Tænker Marc-Aurel.
Flodguder, Springvand, Trapper og Terrasser,
af Marmorstøtter kransede Paladser,
som Michelangelo har maalt og bygt,
hvor Romas Borgvold hviler oldtidstrygt.
Fra Tabularets høje Hvælvingshaller
ned over Forum-Dybet Blikket falder
paa Tempelrids, der rejser sig af Grav:
Sejrsbuer, Søjler, Plint og Arkitrav.
Paa hver Ruin, som over Grunden luder,
Grønsværet planter sine bløde Puder,
Blaaregnen vælter sine Rankers Hæng,
og Bregner pynter Vestas Vandbassin.
Valmuerne til Vejrs som Vimpler klavre,
og Sortbær drypper fra den grønne Lavre.
Se, hyllet i Cypresser Palatin,
en blomstrende gigantisk Vaar-Ruin.
Se, Via sacra i sin Vaardragt venter
paa selve Cæsar, som Triumfen henter.
Firspandet drøner op mod Kapitol,
hvor Juppiter ham hilser i sin Stol.
Se, alle Templer sig mod Himlen rejser,
og alle Søjler hylder deres Kejser.
Ja se, fra Titus-Buen langsomt gaar
en Kvinde frem med Solen i sit Haar
og sødt beruset af den røde Kløver
paa Vestas mosbegroede Tærskel tøver.
I svimmel Lykke tit hun stille staar:
hun bærer i sig Barnets store Vaar.
Ad Via sacra gaar hun under Buer
mod Himlens Alter, som i Solen luer.
I Ara cœli Barnevuggen staar,
hvis Gænge evigt gennem Verden gaar.
III
Palatino.
Bag mørke Steneges mumlende Sus
Caligulas Bro og Tiberius’ Hus.
Ad stejle Gader med Tøndehvalv,
hvor Oldtidsromernes Hjerter skjalv.
Kohorternes Gang forbi Kejserens Sal
— en Klang af hans løftede gyldne Pokal.
En opmuret Verden af vældige Rum,
hvor Fantasien gaar vild og stum.
Men højt over Hvalvenes Krypt ved Krypt,
hvor Oldtiden fjæler sig fængselsdybt,
Terrasserne troner i evig Vaar,
hvor Blomster kommer og Blomster gaar.
Se, Mandelgrene i duftende Rødt,
se, Palmerne sitre i Guldskær blødt.
Se, Kæmpe-Kalla i Springvand gror,
Orangernes Guldæbler trille i Jord.
Forvitrede Byster langs Randen staa,
som om de dybt i Glemselen saa’.
Her gik Tibér mistænksom og sky
og stirrede ned i den støjende By.
Her vandred Augustus som Ypperstepræst
ad Stien ned til vestalisk Fest.
Her laa han til Bords i sin Spisesal,
som store Fontæner plaskede sval.
Her Livias Hus over Jorden staar
— endnu hendes Ekko paa Fliserne gaar.
I disse Blyrør blev Varme ledt,
de Vægmalerier har selv hun set.
Her spøger i Sol et Par Tusindaar,
men evig ung er den romerske Vaar.
Paladser i Vildnis af Græs og Løv,
af Kløver og Vildkorn og Valmu-Støv.
En underjordisk Palads-Labyrint,
i Hyld og Roser begravet trindt.
En Gartner gaar til den taarnhøje Mur,
hvor Roserne hænger i vild Natur.
Han samler Buketten af Pluk ved Pluk
og rækker den frem med ærbødigt Buk.
En ældgammel høvisk Romerfærd:
at hylde den Kvinde, som Livsfrugt bær.
Af samme stumme velsignende Magt
har Livia før faaet Roser rakt.
Thi Romeren ærer den evige Vaar
og hylder Madonna, som svanger gaar.
Den Mand faar det evige Liv at se,
som kom i Fornyelsens Støbeske
og smelter sig om og sit Livshaab saar,
at det kan vokse mod bedre Vaar.
IV
Via Plinio.
Lille Verden, som vi skabte,
Kosmos i en Nøddeskal,
Paradiset, det fortabte,
Eden uden Syndefald.
Lille Kim, der Altet rummer,
spiret i en hellig Stund,
efter Moderskødets Slummer
aabner du din lille Mund.
Se, de fine Gribehænder
fatter om det fyldte Bryst:
i det lille Hjerte brænder
Livets første rene Lyst.
Med fuldendte smaa Organer
frem for Lysets Daab du gik:
Øjet ser, og Øret aner
Livet som en sød Musik.
V
Villa Borghese
Frem af Løvet lysner Toner,
marmorgyldne, perlegraa.
Grønne Skyr af Pinjekroner
staar som Drømme mod det Blaa.
Duvende og duftigt dirrer
Kniplingskvistenes Rytmik.
Op i Himmelhavet stirrer
Sjælen, fyldt af Løvmusik.
Juppiter, den Gode, Store,
øjnes paa sit Kapitol:
efter Tordenmulm at spore
som en Trylleglans af Sol.
Mellem Pinjedryssets Naale
glimter hvide Bellis frem.
Millioner Blomsterskaale
ofrer Vaarens stærke Em.
Springvand sprudle, Kilder synge,
Luften kysses sval af Stænk.
Se, om hver en Straaleklynge
krummer sig en Marmorbænk.
Pinjesløret Solskinsdagen
aander kun Idyl og Ro.
Se, ved Kilde-Sarkofagen
læsker sig en tørstig Ko.
Verden opløst i Fantomer,
idel Fest og idel Lyst:
Se, en lille nyfødt Romer
dier ved sin Moders Bryst.
Alt er Vellyd, alt er Toner,
marmorgyldne, perlegraa.
Grønne Skyr af Pinjekroner
staar som Drømme mod det Blaa.