Jeg havde Lyst at stænge
mig ind bag Bur og Bolt
og lade Verden ile,
mens selv jeg gjorde Holdt.
Jeg vilde lukke Øjet
for al den Farvepragt
og al den lystne Lokken,
som er i Livet lagt.
Og stoppe Øret til for
de mange Fristersange,
som vilde min Vandring virre
i Labyrinthens Gange.
Jeg lukked Øje, Øre
for al den tomme Tant;
— men det blev vaagne Drømme
og usund Søvn jeg fandt.
Thi jeg saa’ Farver skinne
bag Øjets lukte Laag,
og Takt til Fristersangen
mit eget Hjærte slog.
Og al den Attraas Higen
og al den Syndelyst,
jeg trode kom fra Verden,
— den bar jeg i eget Bryst.
— Saa heller ud i Verden
med al dens Farvepragt:
til al den Syndens Lykke,
som er i Livet, lagt!