11. Marts 1903.
Giv et Sted, hvor jeg kan staa,
saa skal Verden jeg bevæge,
alt skal samme Urkraft præge,
alt om samme Midtpunkt gaa.
— Ej for noget Himmelhvælv
kan du lægge Fundamentet,
udefra ej Kraft du hented,
fik du ikke Troen prentet
paa dit eget sikre Selv!
Byg ej Borg af gyldne Skyr,
men stig ned i Sjælens Krypter,
forsk dit eget Væsens Dybder,
hvor de første Livskim gryr.
Find Naturens Navlestreng,
Grunden, hvoraf Alting brister,
vogt, at Sporet ej du mister,
se: igennem Alting lister
en usynlig Sammenhæng.
Mester, som os første Gang
viste inderst Aareflettet
gennem hele Verdensnettet,
Livets dybe Fællestrang:
Under Tankens klare Hvælv
vor Erfaring aldrig falmer,
gror saa tyst som ranke Palmer,
Modet til et Sværd sig malmer
under Løsnet: Kend dig selv!
Kend dig selv og styrk din Tro,
at din egen dybe Tragten
er et Led i Verdenspagten,
som for hver en Kløft slaar Bro.
Al vor Viden staar os bi:
hver en Aarsag, vi erfarer,
Sammenhængens Lov forklarer,
Altings Urgrund aabenbarer
Livets evige Værdi.
Mester, tag vor Tak, fordi
du har lært os selv at finde,
hvor de varme Kilder rinde,
Puls i Puls af Sympati.
Du, vor Ungdoms dyre Ven:
Styrken fra de unge Arme,
Tak fra frihedsfyldte Barme,
al dit Retsinds milde Varme
strømmer nu mod dig igen!
Mester, vi har fulgt dit Spor,
hvor din rene Vilje stævned,
Lærer var du ved dit Levned
ikke mindre end i Ord.
Af din Visdomsbrønd vi drak
Styrke til at vove Livet.
Tillid Sjælen gennemsived.
For den Livstro, du har givet,
mange Tusind bringer Tak!