Du kom.
Paa Afrodites Rosenkarm
med Dueforspand er du til mig fløjet,
med Blomstermund og gylden Glans i Øjet,
med Sølverslange om din hvide Arm.
Og stille Hovedet du mod mig bøjed,
og Brystet bølged af din Elskovs Hede,
og Nu for Nu vi mod hinanden glede,
og dine Ønsker sank mig dybt i Øjet.
Fra jeg fornam mit Hjertes første Banken
og saa i Verden Elskovs vilde Magt,
een Længsel var der paa min Læbe lagt,
eet Drømmesyn stod altid mig for Tanken.
Et Syn af dig, som mange Aar lod vente,
et Syn af dig, som ukendt dog jeg kendte,
Længsel mod dig, som skulde Ilden tænde,
som Afrodite skulde til mig sende.
Da kom du — anet og saa længe savnet,
men aldrig truffet paa min Vej den vide,
paa eengang stod du stille ved min Side,
— da var det Afrodite selv, jeg favned.
Gudinden valgte sig dit Bryst til Tempel,
hun tændte Lue i dit unge Blod
og vendte imod mig din rene Fod,
— din Pande bar Gudindens stolte Stempel.
Din Elskov er en Skat, som aldrig mistes,
din Elskov er en Fryd, som aldrig glemmes,
en liflig Drøm, der sagtelig fornemmes,
selv naar hvert Minde af min Hjerne listes.
Jeg Hedning ingen andre Guder ænser,
jeg troede kun paa dem, de ej paa mig:
du mødte mig livsalig paa min Vej
og fulgte mig til Evighedens Grænser.
24. Juni 1890.