Afrodite-Tronen. Rom.
De er klædt i Havets Vande,
Bølgeslør omkring dem regner
og de spæde Jomfruformer
i en Styrt af Folder tegner,
mens de løfter Afrodite
op af Dybets Modergemme
mod den gyldne Solens Kilde,
hun kan Dryp for Dryp fornemme.
Ja, der stænker Sol fraoven,
som det fine Hoved døber,
Himmellyset hendes Bryster
som to Foraarsknopper støber.
Afrodite — Herskerinde
er du alt, sivslanke Kvinde,
en Libelle født af Havet,
draget, løftet som i Blinde,
højt af Fødselshjælper-Hænder
mod den blanke Himmel baaret,
hvorfra Solen som et Springvand
risler hedt dig over Haaret:
Se, nu fødes Elskerinden,
nu besjæles Moderskødet,
Livets Ophav, Livets Hensigt
— du er Altet, du er Ødet!
Du er den, som alting skaber,
du er den, hvem alt begærer.
Alt, hvad lever, dig besvangrer,
alt, hvad elsker, du fortærer.
Evig Jomfru, alles Skøge,
bolerisk og ubesmittet
fra hvert Favntag gaar du genfødt
med din kyske Chiton glittet.
Solens Springvand paa dig sprøjter.
Mens dens Guldsæd dig bestænker,
spiller Skøgen Dobbelfløjte,
Bruden Røgelse dig skænker.