Musiken
(Koncert-Prolog)
(Koncert-Prolog)
Der er en Verden over alle andre,
hvor hvert af Jordens Tungemaal forstummer
og kun eet Sprog den skønne Velklang rummer,
hvorefter alle vore Drømme vandre.
Dèr standser Dagens smaa og usle Krige,
dér hviler Arbejd, Nag og lavt Begær,
og Sorgen mild nes i forklaret Skær,
og glemte Glæder ud af Mørket stige.
Det er, som Evighedens Kilder rinde
i gyldne Rytmer op af Sjælens Gem
og regnbuskønne Stjerner straale frem,
hvis Farver selv kan fattes af den Blinde.
En navnløs Guddom kaster sine Skygger
som Blink af Sol, der Havets Bunde naar;
En hellig Længsel, som i Drømme gaar,
af Tonetrin sin Himmelstige bygger.
I denne Verden Livets Stemme tier,
mens Klangens Aander deres Fester fejre:
Her bruser Kamp, her vindes Jubelsejre,
her vugger Havet fuldt af Melodier.
Her skal til Tempel Tonerne sig hæve
og taarne Harmoni paa Harmoni —
Musikens Muser over Templet svæve:
Beethovens Døtre er de alle ni.
Vær hilset da til dette muntre Møde,
til Musers Dans og Lykkens Tonedrøm!
Snart aabner Klangen en usynlig Strøm,
der faar dit Øje til som Ild at gløde.
Saa stem nu alle eders bedste Strænge,
lad Øret juble, Sjælen tone fri!
Lad eders aabne Hjerter staa os bi
med kraftig Sangbund, der kan klinge længe!