I Tidens Hovedbog et Blad der vendes ...
En Vinteraften — Himlen bleg af Lød,
med Stjerners spinkle Tindren — Nyet tændes.
En gaar ad Vejen med et tigget Brød,
af Andre Bønner højt mod Himlen sendes,
af En i Taarer, En i trodsig Nød.
En Moder med sit Barn ved Vindvet stiller sig:
„At ej det nye Aar fra Barnet skiller mig!”
Og Tiggeren, som fik sin Pose fuld,
or glad i Troen, at han ej skal mangle,
og Barnets Moder rasler med dets Rangle
og ønsker, hendes Glut maa vinde Huld;
og En har Lommen fuld af myntet Guld
og haaber større Guldfisk snart at angle, —
af Nyaarsnyet tager Hver sit Varsel:
den Ene Bryllup og den Anden Barsel.
Men alle I, som Maane-Seglen ser,
— et Diadem paa Aarets unge Pande,
der lyser langt ud over Jordens Strande, —
løft eders Hoved, tag ej Varsler mer!
Thi selv I raader mest for, hvad der sker,
I selv skal gøre eders Haab til sande:
I skal jo Tidens tunge Svinghjul drive
og lægge Sæd, som mange Fold kan give.
Men tænk en stille Stund, i Sind saa mod,
hvor Livets Bog har karrigt talte Blade!
Nu sloges op en ny og ukendt Flade,
der skrives skal med eders Hjerteblod.
Og husk, at der er meget, I skal hade,
men ene Kærlighed gør Sjælen god! ...
Saa nikker trøstigt vi til Nyaarsnyet:
Vi skælver ej, om Aaret bliver skyet.
1888/89.