Parken slumrer i sit Lukke.
Honningsødt de svale Linde
dufter om et dejligt Minde,
som de gyldne Blomster vugge.
Se, en ensom Lygte glider
lydløst bort paa Gummiringe.
Flagermusens spidse Vinge
gennem Natteblaaet rider.
Natten i sin Kappe favner
alle Sjæles Trang til Hvile,
og de blege Stjerner smile
over Solen, ingen savner.
Midt paa Vejen staar vi ene,
tungt til Afsked sammenknyttet,
som om vore Hjerter lytted
til et Aandedrag af Grene.
Draabeklingert høres løbe
Parkens spæde Indgangskilde,
som om os den rytmisk vilde
med sin Perlerislen døbe.
Og vi gaar til Kilden stumme,
og i vore Hænders Skaale
fanger vi den spinkle Straale,
drikker af hinandens Kumme.
Se: du drak af mine Hænder,
og jeg har af dine drukket:
Lykketimerne, vi plukked,
aldrig mer tilbagevender.
Vemodsfuldt vi burde knæle
og den sidste Draabe tømme,
takke for, at vi har Drømme
drukket af hinandens Sjæle.