Jeg har set dig i Pompeji paa en Væg
med en flyvende Linje i din Læg,
med en Lød af den gyldneste Okker
under vinløvbekransede Lokker.
En Diana med dansende Løb
i en Chiton af Valmuesvøb.
Paa et Hav af Zinnoberens Rødt
blev du vugget delfinbaaret blødt.
Du er sprunget fra et græsk Bacchanal
paa din smidige smalle Sandal
herind i det nordiske Gøgl
mellem Masker af Shirting og Fløjl.
Mellem flade og styltrende Sko
er din Gang som en Skønhedens Bro,
som en Flugt ad den bonede Fjæl
for usynlige Vinger paa din Hæl
Bacchantinde fra Gudernes Sal,
paa din flødegraa slanke Sandal
i mit henrykte Øje du gaar
med dit sorte, vinkransede Haar.
I mit Hjerte din lette Sandal
sætter Mærker af Vellyst og Kval,
naar hedonisk imod mig du ler
med et Blik, der mig slet ikke ser,
men af Syner og Farver er fyldt,
som en Middelhavssol har forgyldt.