I live, but live to die.
Byron.
Jeg havde ædt mit Brød i Ansigtssved
med Barnet paa mit Skød. Da ind det slumred,
dets Moder tog det, gik, thi stærkt det skumred;
jeg selv mig slængte træt i Græsset ned.
Og atter var forbi et Dagværks Dont,
der matter Øjet, slapper Led og Lemmer.
Dog ej jeg Hvilens søde Krav fornemmer:
jeg stirrer mod en stænget Horisont.
Saadan paa Døgn skal evigt følge Døgn,
hver Morgen vække Sjælene til Kummer,
og Natten skal kun skænke karrig Slummer —
mil Liv er Slid, men Arbejdstrøsten Løgn ...
Jeg rejste mig. Min Fod var kold som Sten,
og Blodet brændte hedt og frøs, i Flæng.
Jeg vakled ind bag Teltets Hudehæng:
Dèr sov de andre — Dyrets Søvn — hver én.
Dèr sov de alle — med og uden Mæle —
kvalmt Aandedrættets Dunster stødvist strømme —
en natlang Glemsels tomme Taagedrømme —
sovende Sorgen bort, de bange Sjæle ...
Igen jeg Dyrehuden slog til Side
og traadte ud paa Græsset, hvor det dugged;
tæt Himlen var af Stjærnekorn befnugget:
Dèr skimre Mælkevejens Taager hvide.
Hver Stjærne vandrer ad en anvist Bane,
— jeg driver som et Vrag for Mindets Bølger,
thi der er Skygger, som mig trindt forfølger,
og Tankespøgelser jeg ej kan mane.
Jeg jages af et sælsomt Syndenag
til fredløs Vandring. Og i stum Forhærden
jeg føler, lige strængt ved Nat og Dag,
et Spejderøje vogte paa min Færden.
Mit Hjærte snøres af en lønlig Vaande,
min Krop er for min Higen som et Panser,
i korte, trange Gisp jeg snapper Aande,
— med ét det er, som Hjærteslaget stanser ...
Dèr rejser Porten sine Klippemure
højt hævede mod Himlen, men foroven
fremrager der en Top af Gederskoven,
hvis Løv og Grene dumpt mod Klippen dure.
Dèr er min døde Lykkes lukte Grav ...
Og af al Edens grønne Lyst, derinde
min Fader bragte kun et Trælleminde
— en Flygtnings hurtigt skaarne Vandrestav.
Mod Graven daglig mine Skridt sig vende,
jeg vil begræde, hvad jeg ej skal eje;
men Taarerne, som hedt i Øjet brænde,
har aldrig paa min Kind sig furet Leje.
Højt over Porten lysner Lueskær,
et Spring af Gnister — det er Flammesværdet,
der glødende hvidt skal skræmme Jordens Hær,
til det i dømte Slægters Graad er hærdet.
Jeg er en dødsdømt Sjæl. I Frygt jeg stønner
for Døden og den Stund, jeg skal den lide.
Til Døden vier Fødslen mine Sønner. —
de syndundfangne Slægters fælles Kvide ...
Der gærer i mig Trods og Syndelyster:
Tvi ham, mod hvem jeg aldrig mig forbrød!
Den gyldne Skaal, hvori han Drik os kryster
af Livets Druer, — har paa Bunden Død.