Ej dybblaa som den unge Martsviol,
men farvebleg er Himlen — ren og stille
med gylden Islæt af den blanke Sol,
hvis Straaler varme, foraarskaade spille
og spinde Slør om Skovens mørke Kam
og Flor paa Mark og over Enge sænke,
som skulde alt kun paa Forpupning tænke,
al Vaaren snart kan bryde af sin Ham.
Og alle Buske taarevaade græde
og dog med grønne Bladetit de le.
Men Græsset er et falmet Fløjelsklæde
med hvide Pletter af lidt lævnet Sne.
Dog rundt om Plænen er en Snor der spændt
af tusend skinnende kulørte Lygter:
smaa blaa og gule Blus af Krokus tændt
til Fest for alle glade Foraarsrygter.
Hvad nytter det vel, at jeg fordomsfri
kun ler ad Stærens Fløjtemelodier,
ad de for tidligt fødte Fantasier
og Vintergækkens dumme Profeti,
naar som Protest mod alt, hvad hedder Vinter,
paa denne Græsbund, der er falmet død,
— Du selv staar smilende og frisk og rød
med Vaarens lyse, farvefine Lød
og rækker mig duftsøde Hyacinther!