Og der blev tyst i Sindet, fredlyst stille;
det var, som Hjærtet hørte op at slaa,
mens ud i Luften langt jeg for mig saa’,
hvor Aftensolens Viftestraaler spille.
— Din Haand i min, du søde Roselille!
her vil vi sidde bag Gardinet skjult
og se, hvor Skæret blusser flammegult,
og Skyerne i Vest sig taarne vilde.
Ind bølger Duften fra Jasminers Klynger,
saa hed, saa sansetung med sødlig Pirren;
en Lyd i Luften af en Svales Svirren;
i Aftenbrisen Drueløvet gynger.
Springvandets Draaber plaske ned i Kummen
og nynne dryppende som Melodier.
— Ja, vi vil sidde her, mens begge tier,
og synke hen i salig, sød Forstummen.
Din Haand i min! ... Vi vil, min Roselille,
os drømme bort i Aftenhimlens Blaa:
der bliver tyst i Sindet, fredlyst stille ...
... det er, som Hjærtet hørte op at slaa ...