Det er, som der dukked i Sindet op
en gammel glemt Melodi,
naar første Gang efter mange Aar
man gaar ad en velkendt, Sti. —
Den strækker sig fugtig og slibrig blød
over Tuer og Mos og Ranker,
der slynger og vikler sig ud og ind
som en Byldt forviltrede Tanker.
Jeg kender det knudrede Pilehegn
med de grøngraa, raslende Blade,
som skinne saa nyvasket blanke i Regn; —
og rundt om Markernes Flade;
jeg kender den slyngende Snerlevaand
med den hvide duggfyldte Tragt;
og Gærdets knejsende Kongelys;
og Grøftens mylrende Pragt;
og midt paa Stien den sorte Snegl;
de store Skræpper tilhøjre;
fra Marken dumpende Kølleslag,
naar Drengene Kvæget tøjre;
hist ude lidt kruset blinkende Vand, —
en Dam, hvor Køerne vandes;
og Markernes grønne og gule Felter,
der alle af Pilehegn randes;
og den gamle, kendte, krydrede Duft
fra Grøfter og Gærder og Enge;
og dernede den lave straatækte Gaard
med den lange hvidtede Længe. —
Det er, som der dukked i Sindet op
en gammel glemt Melodi,
naar første Gang efter mange Aar
man gaar ad en velkendt Sti.