Nu, vi har siddet paa den vante Bænk
og set i Tavshed Dagen blive borte,
Poplerne knejse som Cypresser sorte
og mærket Duggens første køle Stænk
og set en Flagermus i pilsnart Sving
om Busken bøje, hørt dens Vinger svirre,
og vi er endte med belt tyst at stirre
op efter Stjærner eller ingenting,
— nu rejse vi os, langsomt op vi gaa
igennem Haven: Aftenluften køler!
Vi to gaa sidst, og dine Fingre smaa
jeg trykker let og svare svagt dem føler.
Men inden Havelaagen smadder til
og vækker Alferne i Krattets Tykning,
— se, Maanen titter frem bag Gaardens Rygning
og bader alt i sølvhvidt Straalespil.
og kaster ned sit tynde Sølvmorstyll
om Floras hvide Støtte; ud i Natten
strør Duft hun af sit Horn med Blomsterskatten.
Nu bliver alt en maanelys Idyl.
Mens Par for Par vi vandre, kan det hændes,
ét Øje lysner i et Drømmeskær,
mens i et andet Attraasilden tændes,
thi Sommernattens Koglen er os nær.
Vi to staa stille — ind de andre gik —
se Drivhustaarnene som Slotte skinne
af Perlemor ... Nu raaber de derinde:
„Kom ind, Alvilda, giv os lidt Musik!“