Nu strømmer alle Floderne tilbage
til Kildespringet, hvorfra de er rundne.
Og atter længes jeg mod hine svundne,
saa nøjsomt blide og dog blanke Dage,
da du og jeg — Fantaster lige vage —
af løndomsfulde Baand os følte bundne
og Lykkens Traade fik af Uldgarn tvundne,
vi siden ej for Silke vilde vrage.
Vi jubled for vor lille Fællesstue
— for første Gang var endelig vi hjemme:
Du blev min Husalf og mit Hjertes Frue.
Hvor skal jeg nogensinde kunne glemme,
du var for mig Samvittighedens Stemme,
dit Hjerte Arnen for min Lykkes Lue?