Tæt skal jeg Tonerne slynge
og fylde din Sjæl med Sang
og Harpebølgerne gynge
dit Hjerte i sitrende Gang.
Min Haand skal lege med Liste
paa Strengenes Solskinstavl,
saa Taarerne de skal briste
af skjulte Kilder, o Saul.
Sig, mærker du Havet stige —
jeg leger det frem med min Haand:
For Tonernes Stormflod vige
forjaget din Aand!
— Som springende Ve og Vaade
det hulkende Harpeslet
driver mig Øjnene vaade
af Graad, som jeg aldrig fik grædt.
Som Vrag mine Tanker slingre,
og Sjælen fyldes med Gru —
skal disse listige Fingre
da lege mit Hjerte itu!
Som Vand mellem Hænderne rinde
mine Dage, som intet var værd.
Forbandede Dreng, hold inde!
Jeg nagler dig med mit Spær.
— I Harpen det hviner og suser,
og Spyddet i Væggen staar fast,
men intet Hjerte det knuser,
det var kun en Streng, som brast.
Og alle Tonerne suge
om Hjertet, som skulde det dø,
og stigende Vande ruge
i Øjets bundløse Sø.