Jeg binder de Dødes Kranse
— de Levende faar dem ej,
de Levende kan jo danse
paa Rosers og Tislers Vej.
Men kun om den Dødes Tinding
skal Kransen sig hædrende sno.
Jeg skjuler dens tornede Vinding,
hvor Roser paa Staaltraad gro.
For den, hvis Ry ikke falmer,
men lever maaske for et Aar,
jeg bryder de prangende Palmer,
paa Kistens Laag han dem faar.
Men den, der lukker sit Øje
som fattig paa Guld og Gods,
med mindre kan lade sig nøje,
har nok i en Krans af Mos.
Lykkelig den, som reder
i Kisten sin sidste Seng,
mens Blomsterne over ham breder
en Hilsen af Sommer og Eng.
Mens Liljerne ligge kolde
over det synkende Lin,
de hvide Hænder sig folde
fast om en Rosmarin.
Af Kristitjørnenes Blade
saa mangen Krans jeg bandt,
hvor røde Bærrene sade
som Draaber af Blod iblandt.
Saa glatte kan Bladene ligge
og Bærrene røde le —
de Torne, som Hjertet stikke,
kan intet Øje se.
De Døde jeg Kransene binder
— de Levende gør for lidt.
Den højeste Hæder vinder
først den, som har Døden stridt.
Kun Konger krones i Live.
— af Guldets bedragende Glød.
Men Kransen er først at give
til den, som er lykkelig død.