14. Maj 1895.
Dit Liv blev langt som en Tone
af Evighedsharpens Strenge:
Vi lytter og hører den svinde
og vugges af Vindene længe.
Hør, endnu dirrer Luften
af gylden flygtende Klang,
som nynnede Lyset, og Duften
af Blomsterne blev til Sang.
Hver Vaar, naar Bøgene grønnes
i silkeflimrende Glans,
de finder dit sølvhvide Hoved
at smykke med deres Krans.
Og alle de Toner, du skabte,
hver daarende Melodi,
bruser fra Bladenes Munde
i Foraarets Symfoni.
Du Jubelolding og Mester,
nu stander din Fest i Flor —
se, Danmark blev dit Orkester,
hver Mund synger med i dit Kor.
Du lever i dine Sange,
og Sangen kender ej Død —
den vugger sin Vellyd tilbage
til de evige Kilders Skød.
Dit Liv blev langt som en Tone
af Evighedsharpens Strenge:
Vi lytter og hører den stige
højt mod de himmelblaa Enge.