Han.
Tykkes vel du om et Gensynsmøde
efter mange Aar, vi begge nøde,
uden at vi blanded Tanker sammen
og forsøded Livet for hinanden:
Om dit Liv blev jeg jo ikke Rammen.
Hun.
Dengang syntes du mig ikke Manden.
Nu vil harmløst jeg og frit bekende:
Manden fandt jeg heller ej i denne
Halvhedssjæl, som jeg til Brudgom kaared.
Af en flygtig Attraa blev jeg daaret,
— der var intet Baand, som kunde binde.
Ingen Kvinde
fandt den Manddomsgud, hun længtes mod.
Han.
Ingen Mand en Kvinde ret forstod.
Altid ser han kun sig selv i hende.
Skønt hun af Naturen er hans Fjende
og beklippe vil hans Vingefang,
at han blive skal i Hjemmets Hønsegaard,
— mangen Gang
er han glad ved sine trange Kaar,
blot han synes stor i hendes Øjne,
stirrer blot han i et slebet Spejl,
der kan skuffe ham med skønne Løgne.
Hun.
Tiere en Kvinde tog dog fejl
og beundred Mandens stolte Tale
— han var ingen Ørn med Næb og Klo,
men han bar en spraglet Paafuglhale.
Han.
Mig har du dog ingensinde prøvet.
Jeg er glad, at ikke jeg har sløvet
dig din Ungdoms blanke Elskovstro.
Hun.
Dog, hvem véd, om du vel havde været
stærkere og mere Mand end andre?
Jeg er glad, at intet Baand har snæret
sammen os til Fod for Fod at vandre.
Han.
Jeg har levet bort min Ungdoms Dage
i en Rus, jeg nød af Skønheds Mund
— jeg har ladet mig af Mange drage,
men forladt dem i den rette Stund.
Hun.
Ja, jeg læser Leden i dit Øje,
og jeg kender Mundens bitre Drag:
Al din Elskov var kun Nederlag,
der til Selvforagt dig skulde bøje.
Han.
Og jeg fatter, at din Ild er brændt,
saa den næppe under Asken anes,
og din Skønheds Blomster er omtrent
som en fin, men falmet Silkefanes.
Hun.
Hvorfor fik jeg ikke dig at tvinge
og dit Bryst at træde med min Fod?
Hver en Slagfjer i din Viljes Vinge
skulde stækkes og dit stolte Mod.
Han.
Endnu har du Kvindens unge Duft,
den, som Mandens Nerver helst vil sanse,
og en Drift mod høje Bjærges Luft
og et Blik, der blinker som en Lanse.
Hun.
Og jeg tror, din Arm har vundet Spændkraft
til at knække al min Trodsighed,
og jeg ser, dit Blik har endnu Tændkraft
til at slaa som Lyn i Sjælen ned.
Han.
Men din Skønhed har ej Solens Magt,
som med hvide Flammer Øjet blinder.
Maanens blege Glans har blidt sig lagt
over Panden og de fine Kinder.
Hun.
Men er Maanenatten mindre skøn?
— Atter blomstre vore visne Drømme.
Han.
Og dit Øjes dybe Sø er grøn
som Lagunen, hvor Paladser svømme.
Hun.
Styrt dig som en Dykker i mit Indre!
Han.
Hvor min Ungdoms Stjerner atter tindre ...
Febr. 1891.