Jeg søger de Stier og Veje,
som fordum vi to har traadt;
men hver en Erindring, der dæmrer,
begynder at pine saa smaat.
Det er, som et snørende Panser
ligger om Brystet rundt:
det kan ikke bølge og banke,
uden at strax det gør ondt.
Se denne slyngende Fodsti,
som slet ingen andre kendte,
den brød vi os ind i en Tykning
og vidste ej selv, hvor det endte.
Og Græssets og Mossets Tæppe,
der laa omkring Træets Rod,
blev slidt ved vor hyppige Vandring,
og det bar Spor af din Fod.
Ak, nu kan næppe jeg trænge
mig ind blandt alt dette Krat;
jeg kan ikke tage Mærke
af Spor, som din Fod har sat;
og jeg har saa ondt ved at følge
de viltert bugtende Gange:
jeg mangler min Ungdoms Kækhed,
— Stilheden gør mig bange.
Hele Naturen mig møder
med sære, fremmede Blikke
— store, forundrede Øjne,
som kendte de mig slet, ikke.
Alt har det skiftet Belysning,
nu jeg gaar ene her:
Luften har ikke den Blødhed
og Himlen ikke det Skær ...
— — Mit Savn er et snørende Panser,
der ligger om Brystet rundt:
mit Hjærte kan slet ikke mindes,
uden at strax det gør ondt ...