Og naar du rækker din hvide Haand
for sidste Gang mig til Tryk,
til Afsked, forinden vi skilles
og vende hinanden Ryg,
— lad da mig fornemme for sidste Gang
den Varme i Haandtrykket gløde,
som lod dit Hjærte slaa hedt, mod mit
engang ved vort første Møde.
Og naar dit sidste dvælende Blik
falder i mit til Slut
— til Afsked, forinden vi skilles —
i et sidste dødtavst Minut,
— lad Vemodens blide, fugtige Glans
som Slør for dets Ildskær ruge:
Mit Øje skal drikke dit Billed,
dit sidste Blik vil jeg sluge.
For ude af Øje er ude af Sind:
om føje du glemme mig vil,
glemme hver Stemning, hvert kærligt Blik,
og hvem det skænkedes til ...
Lad mig da minderig vandre min Vej
— fjærnt fra din vil den falde —
du gjorde mig rig ved et Haandtryk før
den Rigdom gav du til alle ...