Hun gav mig Roser saa mange,
saa blademylrende røde,
at naar hun en frisk mig rakte,
saa var alle de forrige døde.
Hun bød mig Roser saa ofte,
saa fløjelsrødmende rige,
al jeg trode fast paa en Troskab,
som i Tiderne ej skulde svige.
Hun skænked mig duftende Roser
saa tit og saa mylrende mange,
at jeg mente, jeg havde et Forraad
af Panter i Tider lange.
Men Panterne gjaldt kun saa længe
som Roser i Sommerens Dage.
I Høst sua kom jeg og bad om
den sidste, hun havde tilbage;
men denne eneste Rose,
den rigeste, friskeste røde —
den havde hun skænket en anden,
mens alle mine var døde.