Der er en Kvinde, for hvem jeg er bange,
for hvem jeg flyr i de dunkleste Gange;
hvis Øjne altid spørgende spejde,
som vilde en Brøde de mig bebrejde.
Kun skælvende sky jeg mit Øje løfter:
Der er imellem os gabende Kløfter.
Af hendes Blik er jeg ræd for at rammes,
for hendes Haand vilde strax jeg lammes.
Og hører jeg selv hendes sagteste Stemme,
jeg føler en Haand om mit Hjerte klemme.
Hun klemmer mit Hjerte saa tomt, saa lille,
som om det ganske forbløde vilde.
— Og dog var hinanden saa nær vi to,
et Kys kunde slaa over Kløften Bro.
Og hendes Blik var en sitrende Flamme,
der tændte og aad min Sjæl med det samme.
Og hørte jeg selv hendes sagteste Stemme,
mit eget Hjerte gik mig af Glemme.
Før kunde min Tale et Sprog berige,
— nu véd jeg ikke et Ord at sige.
26. Juli 1892.