Mit Hjerte randt og blødte som en piblende Kilde,
hvis Draaber Jorden drak i sin sugende Grund.
— Du var den eneste ene, som Strømmen standse vilde,
du lukked min Forblødning med din lægende Mund:
Mit Hjerte randt i dig som en syngende Kilde.
Mit Blod flød ind i dit som i Havet Bækkens Strømme;
jeg hviled ved dit Hjerte som ved en Moders Barm,
og alle syge Sanser blev vugget ind i Drømme
til Barnets trygge Søvn i en Moders stærke Arm:
Mit Blod fandt Fred i dig som i Havet Bækkens Strømme.
Det er, som alle Skridt, jeg i Livets Aar har vandret,
kun bar mig imod dig, mod dit mælkerige Bryst,
som var kun Tid og Verden men ikke jeg forandret,
som died jeg endnu — o Moder, søde Lyst!
mod dig, mod dig tilbage mit hele Liv er vandret.
I dig er Elskerinde og Moder sammensmeltet,
af dig vil jeg genfødes langt finere end før,
Se, Paradisets Nøgler, dem bærer du ved Bæltet,
— o luk mig ind i Haven, hvor Haabet aldrig dør:
I dig er Afrodite og Madonna sammensmeltet.
Hos dig jeg fandt det Alter, for hvilket jeg kan knæle —
Forjættelsens Kim du bærer i dit Skød:
Du føde skal en Frelser for vore bange Sjæle,
du skabe skal det Liv, som frelser os fra Død,
— du ene er det Alter, for hvilket jeg kan knæle.