For at skrive mine Vers under Himlens kyske Øje
vil jeg hvile vendt mod den — en Astrolog i det Høje;
som Klokketaarnenes Genbo høre i vaagen Drøm
de højtidelige Hymner glide bort paa Vindens Strøm;
støtte Hagen i min Haand, mens fra Kvisten Blikket flakker
over Byens store Værksted, der synger og snakker,
over Skorstenspiber og Gavle og Spirenes Skov af Master
— mod Himlen, der et Genskær af Evigheden kaster.
Det er sødt igennem Taagen at se Stjernerne derude
tændes i Azuren og Lampen mod min Rude,
Kulosens sorte Hvirvler ud i Rummet flyde
og Maanen over Jorden sin blege Trolddom gyde;
se Vaar og Sommer skifte og falde for Høstens Le;
men naar Vinteren kommer — ensformig hvid af Sne —,
vil jeg stænge Dør og Skodde og tæt om Lyset skygge
for mine Fepaladser i Natten at bygge.
Om Horisonter i blaanende Dis vil jeg drømme,
om Haver og Springvand, som i Marmorkummer strømme,
om Kys og om Fugle, der Nat og Morgen synge,
om alt, hvad Barnesindet idyllisk kan forynge.
Forgæves mod min Rude skal Oprør slaa Tumult
— aldrig vil jeg løfte min Pande fra min Pult;
thi fordybet vil jeg dykke i denne Vellyst sød:
At mane Vaaren frem af min egen Viljes Skød,
at drage en Sol af mit Hjerte og at grave
i mine Tankers Muld en duftende Drivhushave.