Stormrød gaar Solen ned i staalblaa Bølger;
da sagtner Havets tunge Kæmpevugge,
og ud fra Land den hvide Kæruld flagrer
som Silkesne, der flyver bort i Fnugge.
Det er, som Øen over Havet driver,
en Tømmerflaade uden Sejl og Ror,
en flad og vejløs Strand, et Vrag i Natten,
hvor jeg er ene, ene Mand om Bord.
Jeg hæver Kæruldsfanen højt i Luften:
Se, Vinden piller den i hvide Flammer —
bort gaa de, over Havet, bort til dig,
ind i dit dæmringsslørte Jomfrukammer.
Der kommer flyvende et Flammedun
igennem Ruden mod din Seng, der skinner.
Det hvide Dun fløj Mile over Havet
og standser først paa dine Silkekinder.
Det bærer Havet i din Stue ind
med Bud fra Øen og en ensom Fange,
der gaar paa Stranden op og ned i Natten
og synger dig sit Hjertes stumme Sange.