I
Jeg har Havet i mit Indre:
op af Tusind Favne Vand
ser jeg Minareter tindre
fra min Længsels sunkne Land.
Langt fra Livets daggraa Kyster
gaar det dybe Ocean,
som i Bølgekaos kryster
mine Drømmes Ispahan.
Ingen Sol sit Guldnet kaster
til dets ametystblaa Bund,
hvor en Djungleskov af Master
staar for Evighed paa Grund.
Sunkne Skibe, Karaveller
sitrende i søgrøn Tang
— Gopler fra Urhavets Kælder
toner op som Klokkeklang.
Byer, bygte af Koraller,
gløder mørkt som Karneol:
Gennem Ruder af Krystaller
Skæret af en sunken Sol
falder i de tavse Haller
blodigrødt som Karneol.
II
Havet dønner uden Rynke,
bulmedunkelt, tavst, pompøst.
Mod Atlantis vil jeg synke
fra et fattigt Liv forløst.
Gennem Tangpolypers Skræmsel,
Fald paa tusind Favne Vand,
dykke ned i Dybets Glemsel
til min Længsels sunkne Land.
Alle Haab, der boblebristed,
Løfter, der i Skum hengled,
Illusionerne, jeg misted,
sank i dette Halvlys ned.
Drømmens Sødme, Rusens Lindring,
Elskovslykkens raa Forlis,
Kærlighedens blaa Erindring
om det tabte Paradis.
Alle mine Vrag gik neden
i den kolde Glemsels Skød
for at samle Evigheden
af, hvad Livet sønderbrød,
for at plante mig et Eden
i de sunkne Soles Glød.
III
Danaë i Dybet vinker
med sit Skøds Mysterium:
Gudens gyldne Sæd nedblinker
fra det høje Himmelrum.
Hedt besvangrende den strømmer
ned i hendes Bølgefang,
hvor de hvide Lemmer drømmer
under Algers Silkehang
Kastet i en Bølgebugtning
fra en sejrberuset Gud
en udødelig Befrugtning
daler som et Stjerneskud.
Danaë i Dybet blunder:
Halvlukt Øjets Perlemor
skinner af det Purpur-Under
som i Moderlivet gror.
Jeg har selv jo Havet favnet —
i et vildt ubændigt Kryst
har jeg bølgeslukket Savnet,
af et Stjerneskud belyst,
til jeg træt paa Bunden havned
efter Uvej rsstormens Dyst.
IV
Alle Drømmens Luftkasteller,
Fantasiens Fepalads
i Atlantis’ Bølgekælder
fandt den sidste Ankerplads.
Blændværks gyldne Morildskugle,
Sol-Visioners Valmusejl,
Vingeflaks af Sommerfugle,
pustet over Havets Spejl,
slugtes af det evig Fjerne
i den øde Kimings Blaa,
sank som Stjerne efter Stjerne
for den sunkne By at naa.
Selv Promethevs, klippelænket,
læsket i sin Smerte tav,
da hans aabne Saar blev sænket
i den køle Bølgegrav.
Se, Orion, stjernebæltet,
dukker mod min Længsels Land.
Ikaros, hvis Vinger smelted,
Faëton med styrtet Spand,
— alle Flyverne, som vælted,
sank paa tusind Favne Vand.
V
Jeg blev selv jo bølgebaaret
født af Evighedens Dyb
til at vandre træls og saaret
over Jorden som et Kryb.
Skyllet op paa Livets Strande
som et Kim, et skumklædt Frø,
der igen i Dybets Vande
boblebristende skal dø.
Havet i mit Indre toner
med en Konkas Genfærdsklang:
Ekko fra de sunkne Zoner,
hvor jeg levet har engang.
Naar jeg livstræt Sjælen lukker
for i Lethes Hav at dø,
se, Atlantis atter dukker
op af min Erindrings Sø.
I mit Forlivs tavse Haller
ser jeg Livet evigt gro,
langsomt lig et Rev Koraller
— Gren ved Gren, og Bro ved Bro.
Skær af sunkne Sole falder
ind i Evighedens Bo.