Til Ludovica Levy
Ni blomstertavse Muser har besøgt mig
og duft-tilhvisket deres Himmelkløgt mig.
De aabned mod mig deres Purpurmunde
og kyssed hver en lønlig Sjælens Vunde.
De fine Hoveder de sammen bøjed
og saa’ mig dybt husvalende i Øjet.
De dufted deres Sjæle mig i Møde
og fik mit frosne Hjerte til at gløde.
Ni mørke tavse Muser har mig gæstet
og deres Læber sødt til mine fæstet.
Har aandet mine Tanker taaremilde,
bragt til at risle hver fortørret Kilde.
De flokked tæt sig om mit Hovedgærde,
de gav mig Drømme fra en ukendt Sfære.
De fik min Længsel til paa Flugt at glide
mod Riger, ingen Dødelig kan vide.
Astralkys gennem Blomstmetamorfoser:
Ni tankefulde mørkerøde Roser.