Rom.
En Klostergang, et Lukke,
hvor intet Liv der støjer:
kun Aandedrag af Græsset,
af Liljer og Levkøjer.
En spinkel Straale risler
i Midterhavens Kumme,
hvor blege Guldfisk dovner
og hører Fluer summe.
Glasmosaikens Bændler
bestjerner alle Buer,
juvelindlagte Søjler
lig Lys i Solen luer.
De snor sig stængelvredne,
de stiger marmorblanke:
hver fik sin egen Skabning,
sin stille Kunstnertanke.
I Væggen muret inde
blev gamle Indskrift-Flager,
Oldtidens Askeurner
og tømte Sarkofager.
De gamle Romaslægter,
Latiner og Etrusker:
Her hviler Ben og Aske
af En, hvem ingen husker.
Men denne Marmorcippus,
som Støvet af ham rummed,
blev sat ham af hans Hustru,
der selv er længst forstummet
Hvad baader vore Kampe?
Hvad faar vi for at lide?
Vi bliver alle Gravsten,
som Tidens Fjed skal slide.
Dog lever vi herinde,
vi hører Græsset aande.
Hun, jeg engang har elsket,
er her en navnløs Nonne.
Hver Morgen vandrer Solen
som Munk i denne Celle
og kysser nye Blomster,
der op af Støvet vælde.
De duftende Levkøjer
i Græsset han sig sanker ...
Tolv Slag fra Kampanilen,
som nynnes de i Tanker ...