20. Aug. 1896.
Stor som en Zeus, der sine Øjne vender
med aabne Buer mod det Lyn, han ser,
olympisk værdig, bred om Bryst og Lænder,
et Blik saa klart som Himlen i Homer.
Hans Sjæls Akropolis bar Søjlerækker,
solfyldte Gavle, Palmer, gyldne Tegl,
Athenes Bronzehjælm, der Lynglimt strækker
ud over Havets skønne vinblaa Spejl.
Hvor elsked, Hellas, han den Skat, du gemmer:
En Flis fra Parthenon, lidt Marmorsmuld
fra Hermes i Olympias hvide Lemmer
var mer for ham end Diamant og Guld.
Saa stolt som Kyros, Kongerne i Susa
og Thebens Faraoner i Basalt,
tungsindig som den døende Medusa,
en Cæsar uden Klage, da han faldt.
Hellener i sit Blik, sin Gang, sin Stemme,
hver Tanke mejslet, hvert et Ord som støbt,
i Kunstens frie Herreborge hjemme,
i Renæssancens Purpurfolder svøbt.
Han elsked Lionardos Skønhedsdrømme,
van Eycks nyfødte Jord saa sommergrøn,
til Kilden fulgte han de skjulte Strømme,
han dukked i den gamle Mosesbrønd.
Buonarrotis ensomt tunge Tanker
har ogsaa skygget om hans Pandes Hvælv —
han saa de Aarer, som usynligt banker,
og hørte Røsten dybest i sig selv.
— O Mester, gik du bort til Skyggelandet,
hvor Sjælens Rytmer vinder evig Klang —
Elysion venter dig. Fjernt over Vandet
dig kalder Dødssirenens skønne Sang.
Tilbage — elsket — staar dit stolte Billed
fast paa sit Fundament med mandig Front:
det største har dit stærke Øje villet
og naaet den sidste store Horisont.