Siv saa slanke og Siv saa svaje,
— blinkende Klinger, der krydses og hvæsses;
susende Vindstød, der duve i Sivet
hen langs Aaens de rindende Veje.
Inde paa Engenes sumpede Leje
døsigt i Disen og Heden der græsses. —
Blundende Fred i Sommerdagslivet ...
Ludende ud over Aaen den ilende,
viltert hoppende, skyggelet skælvende
hælde sig Ellene, bøje sig Pilene,
Løvtag om Skyggernes Kølighed bvælvende;
dyppende Vidjer og daskende Vaande
dukke sig kælent ned for at favne
Vandet, som kruses af Vindens Aande ...
Inde i Aabreddens sumpede Havne,
dèr, hvor Sivene tætte sig sanker,
og hvor Boblerne klukkende stiger
op fra Bunden — Kluk paa Kluk —
som syngende Suk,
— Nøkkerosen har kastet sit Anker ...
Hele Flotillen af Bladenes grønne,
kredsrunde Flader paa Vandfladen vuggende,
— Blomsternes store porfyrhvide Skaaler
fyldte i Bunden med guldtunge Skatte,
nogle sig langsomt for Lyset oplukkende,
fangende Solens Guldregn af Straaler,
andre aabnede, skinnende skønne,
vanddraabeperlende, hvidnende glatte ...
Nøkkeroser, I Sommerens friske
blanke Konkylier, hvor Luften koger,
— kom, lad mig holde Jer tæt til mit Øre,
høre Konkaen synge og hviske,
saa jeg kan drømme, skønt Tankerne vaager,
— Nøkkeroser, Konkylier kogende!
Det er et Virvar af vinkende Syner,
rige paa Farver og blomstrende Flor,
Blinken og Blussen og Solild, der lyner,
vældende Duft fra Himmel og Jord.
Det er som klingende Strængepræludier,
vristende sig fra Solgudens Lyre,
ømme Idyller og Kærlighedsstudier,
medens Eroter i vrimlende Tog
rundt paa metalblanke Guldsmedde ride
eller et Sommerfuglespand styre.
Lyt til Sommerkonkaens Kog! —
Nøkkeroser, Konkylier hvide:
Livet er lyst ved Sankt Hansdags Tide.