Vinteren 1917.
Den evige Fred ... O skælvende Haab!
Paa Havet forstummer i Støn
de Afmægtiges Raab.
Den evige Fred ... Du forjættede Land!
O vis os, Fata Morgana,
din palmevajende Strand!
Den evige Fred ... Skal den Lykke kun naas
af dem, der segner lig Græs,
naar Markerne slaas?
Den evige Fred ... O fortvivlede Drøm,
naar Bægret fyldes med Blod,
som Skæbnen rækker os: Tøm!
— — —
Vi vaagner midt i Natten
ved fjerne hæse Skrig.
Blodstanken trænger til os
fra Millioner Lig.
Hør denne Vanvidslatter,
der rejser sig i Mulmets
grufulde Mareridt:
det Døden er, som skratter
de sprængte Knokkelskridt
i endeløse Kløfter,
hvor Hjerterne sig løfter
og dør i kvalte Skrig
blandt Millioner Lig.
En Gru for vore Hjerner!
Vi ser ej Himlens Stjerner.
Den gamle Skrift vi sletter
i brandbelyste Nætter,
hvor Dødens Sole regner
og Bombeilden tegner
hver dræbende Bedrift
i Helvedkratres Skrift.
Vi flyder om i Grave,
i isopfyldte Have:
det er som Vandet gurgler
i vore egne Struber
— skindøde selv vi ligger
begravede i Gruber,
nedsvælgede af Miner
og druknede i Regn
af Kuglesprøjt, som hviner
igennem Pigtraads-Hegn.
... Fred, Fred ... er vore Hjerters
blodskudte sidste Støn:
et Suk fra hele Jorden
hæver sig op til Bøn.
— — —
Den evige Fred ... Henhviskede Suk
fra en Verden i Nød
under Leens hvirvlende Hug.
O hellige Land ... Hvor Frelsen gik ud
og bragte den stridende Jord
Evangeliets Bud.
Forjættede Land ... Imod dig jo drog
Korsriddernes Hære tilforn,
naar Korset de tog.
Er Ridderne døde? ... Kvinder, kom her!
I alene kan løfte
Kors imod Sværd.
Tag Korset igen! ... Lad dets blødende Mærke
os lære engang, at de Svage
skal blive de Stærke.
Drømmen om Fred ... O skælvende Haab,
løft gennem Kvindernes Mund
vor Bøn til et Raab!