De røde Fez’er fylder som Blomster hele Gaden,
snart slukkes de af Skyggen, snart Solen højt dem tænder.
De mylrer over Staden
som Blus, der hektisk brænder
af Østerlandets Blod.
Selv Stambuls Stodder-Almu
mod Himmellyset løfter sit Hoveds røde Valmu
og bærer imod Allah
sit Hjertes rene Mod.
De slanke Minareter staar Vagt lig lange Lanser
om hver Moské-Pavlun, der tunge Kupler buger.
De drager Syn og Sanser
didop, hvor Blaaet suger
med Evighedens Magt.
De staar som Lysestager
og viser Vejen, Solen og Allahs Lære drager:
halvmaanesmykket flammer
Profetens Fakkelvagt.
Trindt i den aabne Forgaard levende Kilder sprudler,
af Murens mange Haner et Væld af Vand der flyder,
at ikke Smuds besudler
det Favntag, Sjælen nyder
i Andagt med sin Gud.
De Troende sig vadsker
i Brøndens rene Strømme, der Allahs Lovsang plasker
med klare Kildeklange
i Marmorkummer ud.
Den Gud, som er derinde, det er den ganske samme,
som Katolik og Kætter og andre Kristne dyrker.
Han gør din Tro til Skamme:
Du tror som alle Tyrker,
at du alene véd!
Fra Tusind af Kandiller
Lysperler over Gulvets ældgamle Tæpper triller,
hvor Allah dig usynlig
i Støvet trykker ned.
Du Daare, som dig bryster og tror din Gud forskellig
fra ham, som disse Kupler med Himmellys besjæler.
Hver Muslim véd, at hellig
er Jorden, hvor han knæler,
at selv en Guds Profet
ej Guds Søn tør sig nævne.
Han regner ogsaa Jesus kun blandt Profeters Stævne,
Mohámmed er den sidste
— Gud selv har ingen set.
Kun Duers Kurren fylder de gyldne Kuplers Tomhed,
hvor intet Alter knejser for livløs Billeddyrken.
En tifold større Fromhed
end Kristen viser Tyrken:
Han renser sig til Bod.
Selv Stambuls Stodder-Almu
fra Kildevadsken løfter sit Hoveds røde Valmu
og bærer frem for Allah
sin Bøn paa tvættet Fod.