Jeg stod for Sfinxen — Dødens Tempeltjæner,
Ligstenen, der de dødes Grave skjuler:
I Sten-Ro ligger den, mens Solen brænder
og spiller i dens tomme Øjenhuler.
Da trygled jeg med angstfuld Bøn om Naade:
„Du store Kæmpe, stumme Sten-Kolos,
lig ikke der i haanlig, dødtavs Trods,
men lær mig raade Livets tunge Gaade!
Fik nogen løst den rigtig, saa han fandt,
at Dødens Løsning stemmed med hans egen,
naar han gik ind ad Døren over Stregen?“
Et Svar fra Sfinxen klang mig ej i Møde:
Mens Solen i sit Guldspind ind den spandt,
dens Øjne stirred blinde, kolde, døde ...