Aaret slaar op paa Vid sine Porte:
Se dagelang ligger for os Vejen
nøgen og haard:
men Vinden staar
ind gennem Mørket med Fygen og Fejen
af sløvfin Sne ...
Over Porten bliver at se
— nu Klokken slaar sine døbende Slag,
de malmklare klingre —
en Haand, der med faste Fingre
skriver i Ildtræk Aarets Løsen:
Fremad, stærke — fremad, svage,
fremad, fremad — aldrig tilbage.
Alle de mylrende, rejseklædte
Menneskeskarer vaagne af Døsen,
angstbeklemte, i Vaande stædte ...
Husk paa Løsenet, glem det, ej ...
Og ind skrider Toget
paa Tidens haardfrusne Kongevej ...
Storarméen, den stadigt øgende.
Toget, det store, det Kanaan-søgende ...
Og mangen en Læbe hvisker en Bøn,
et tryglende Haab
om lidt Lys i de kommende Dage
— de mørke, de mange —;
et tiggende Raab
om Hjælp, lig en Moders bange
Nødskrig og Klage ...
* * *
Bed kun om ét, du svage, du lille:
Tro paa dig selv til at virke og ville,
Tro paa din Gærning, den myge, den milde,
Tro paa, at ingen Kraft gaar til Spilde ...
Tro paa, at hver ved sit Arbejd kan gavne
Fremskridtets mægtige Fællessag,
Tro paa en Sejr og en Afregningsdag,
der alles ærlige Stræben betaler.
Husk, at i Menneskeslægtens Annaler
tæller hvert Liv som et Bogstav med!
Derfor afsted —
som en enig, en sluttet Arbejderhær
fremad I skride, — Rækkerne øgende —
rede til Arbejd og Lønnen værd!
Toget det store, det fremadsøgende! ...