Alt det, som et Minde har inde
af Lys og haabfyldt Lykke
og Elskovs sitrende Lyst,
vil tonende Sangbund finde,
hver Gang om dig, som jeg elsker,
det kaldes frem i mit Bryst;
Og Tanken skal glide saa vide
ud over Land, over Bølger
med Vingeslag lydløse bløde,
til hen under Aftentide
jeg naar min Elskedes Bolig
i Himlens svindende Røde.
Og da skal du fange Klangen
af aldrig hørte Toner,
der synge om Haab, som blev sande,
— og drømmende sidde fangen
og føle bløde Hænder
saa kølende stryge din Pande.
Og Aftnen skal svinde derinde,
som var du slet ikke ene — —
men to ... du véd ikke ret.
To Hænder Øjnene blinde,
en Stemme, du kender, hvisker:
„Hvem er det, du Elskede, — gæt!“