Saa titter Solen atter til mig ind,
dens store Guldblomst dufter i min Celle —
o Duft af Sol fra dette skønne Skin,
der kryber langsomt over Gulvets Fjælle.
Krysanthemum, du store Flamme-Aster,
paa mig du dine Blades Rigdom strør,
dybt i min Barm dit Balsamlys du kaster,
og alt er atter spirende som før.
Igen din Glød faar Blodet til at glide
saa glitrende som Kildens vævre Vand,
og Vaaren ser jeg hen for Gluggen skride
med Bøgegrene fra min Længsels Land.
Hun gaar derude, kaster til mig ind
en Snebolt, fyldt med duftende Violer —
en Guldorange, i hvis røde Skin
min kolde Mund og Kind berust sig soler.