Jeg rider alle Blomster ned,
jeg rider som Storm i Skove.
Min egen sygnende Hjertefred
skal trampes af Hestens Hove.
Jeg rider de falmende Blade af
Erindringens Efteraarslunde.
Der følger et Kobbel mit stolte Spor
af Hadets halsende Hunde.
Til Side, Grene! knæk dig, Kvist!
de Tjørne skal ej mig standse —
jeg flyver igennem det tykkeste Krat
saa let som en susende Lanse.
Jeg kaster bag mig Løgn og Last
og Løfternes falske Mynt —
den Kæde af kogiende Elskovsord,
min Attraa havde begyndt.
Jeg rider de hvide Blomster ned,
der skumme paa Løvets Bølge —
jeg rider over min Hjertefred
saa langt, at ingen kan følge.
De røde Blomster skinne som Ild,
som Lys mellem Skovens Stammer
ja blus, I Blomster! blus til Brand
som Tornebusken i Flammer!
Jeg rider gennem Baal og Brand
med gnistrende Næsebor —
jeg søger Steppens grønne Hav,
hvor ingen Giftblomst gror.
Jeg rider den stærke Gud imod,
der kommer paa Stormens Vinger.
Jeg favner hans Himmelkappes Flig,
vore Tanker krydses som Klinger.
Jeg red af den skumle Menneskeskov
fra Løgnens lurende Slanger —
jeg rider den aabne Gud imod,
der kommer paa Stormens Ganger.