Fra den hvide Snemark Solens
røde Rosenbræmme svinder
bort som Blodets sidste Blussen
fra en Dødnings kolde Kinder.
Gennem Vesterledens Skyer,
der sig taarne sorte, vilde,
pibler Lysets gyldne Draaber
tyndt som fra en trussen Kilde.
Dødens Stilhed over Sneens
nøgne, tungsindsvide Stæppe.
Fjærnt kun kredser et Par Krager,
mens de sultenthæse skræppe.
Som en utændt Sove-Ampel
hænger lavt i Østen Maanen;
snart dens røde Kærte tændes
under Himlens Natte-Blaanen.
Aaens Vande rinde sagte
med en klinger Klang af Naale —
Isens stive Spændetrøje
vil endnu de ikke taale.
Under Knag og Knæk den flyder
langsomt ned til Mølleslusen;
mod de lukte Sluseporte
høres Vandets Brum og Brusen.
Ellers Stilhed over Jordens
tungsindsvide Vinterøde,
som al Verdens Savn var stilled’,
alle Livets Stemmer døde ...
Som var Jordens Hjærte stanset,
alle Tanker lagt til Hvile ...
Hen langs Vejen sove tyst de
nøgne, snebelagte Pile.
Ene hen ad Stien stavrer
ved sin Stok en gammel Gubbe
med en Moskrans over Armen —
til den store Høstmarks Stubbe.
Aaen ved hans Side mumler,
under Foden Sneen synger.
Træt et Øjeblik han stanser —
Kransen til de Døde tynger.