Kalliope
→
Digtere
→
Emil Bønnelycke
→
Førstelinjer
Emil Bønnelycke
(1893–1953)
Værker
Digttitler
Førstelinjer
Henvisninger
Biografi
Søg
A
Ad de blaavaade Veje, Frost-Flisernes blinkende Sti
Af hvert Under, der er sprunget af den anspændte Tid
Ak, trives Visdoms Blomster, og tændes Skønheds Blus
Atter de tudende Toge. Den kaldende Nat
B
Befalingen lød til mig selv: Saml dine Horder!
Berus dig, o Jord, i Forløsningens Fryd
Berust af Kyssenes Aande
Blidt synger, dæmpet af Asfalt
Blot en Dag, hvor dine Veje
Blæk kan ikke male Rødt
Blæs, o min Gud, en iskold Vind, der kunde svale
C
Cyklerne, Cyklerne, Morgenens Sang
D
Dagen staar blaa over Byer
De gamle Folk gaar hen ad gamle Gader
De klare Kjoler blafrer hvidt og blafrer blidt
De klinger, de klaprende Hove af Heste
De kongelige Attituders Maskerade
De Smil og unge Øjekast i Myriader
De vejrer en Virak i Vinden af Vaar i det fjerne
Den blev formet engang af en Mager
Den bølgende Trængsel iblandet med fejende Takter
Den første Sang i Vindvets svale Luft
Den røde Mælkevogn. Den dybt forkomne Hest
Den Sal, hvori du troner, er mit Hjertes Sal
Den store Silo sover som med Lande
Den store Verden har lukket sig tavs
Den Ungdom, som jeg ejer
Den unge fortryllende Dag tog mig ind til sit Hjerte
Der bamler Klokker i en gammel Kirke.
Der blev ingen Kranse sendt, ingen Blomster lagt paa Baaren
Der drager over Verden en forrygende Vinter
Der dufter af Sauce til en kongelig Ret
Der er i dit Aasyn, i Ly af dit Guldhaars Krone
Der flagrer Børnetøj og røde uldne Klokker
Der gaar saa grønne Søer i Biscayabugten
Der kom en Vandrer til Lindenborg Kro
Der ligger et Land, et Land i den skumrende Stund
Der lugter gult i Fængslets Gaard
Der laa en Mængde Nætter i hans Aasyns Mørke
Der sad en gammel Mester, i Himlens store Gaard
Der sang en Fugl i Dagens første Stund
Der sejler en Himmel hernede
Det banker af saa vild og ung en Glæde
Det er den elskede Gade igen
Det er den Vin i dine Aarer, der har gjort mig stærk
Det er Festernes Aar, der skal komme
Det er min Donatella
Det er som en Hvile at vide
Det er som om jeg fører en Hær i mit Hjerte
Det gør mig tryg, at du er fuld af Tanker
Det gaar fra Mund til Mund
Det kalder og smiler fra hvide Markiser
Det lysner i Menneskers Øjne
Det Purpur-Nu, som af mit Kaktushjerte springer
Dette Valdhorn er en Skorsten fuld af Træk!
Dit Bryst, o lystne Præstinde
Dit Haar og dit Hoved
Dit Kys, o Kære
Drachmann, Drachmann, hør hvor Havets Vugge
Du er følsom som en Hoppe. Du har Nerver som en Hind
Du er Prins og du er Trold
Du er sminket saa slet som den slette Aktør
DU florentinske Plet i Byens Hjerte
Du i Efteraarets graa
Du, Kastanie, gode Ven
Du kære Blæst, som synger i dit Bølgeslag
Du løfter dit Hoved fra stumme Kolonner af Tal
Du, Valde, har ’re alder prøft de’ før
Dyb som Brønden, sort som Klippekløften
E
En Aften laa jeg syg i min Stue
En Ild af Blomster brændte dine Blikke
En socialistisk Teori fortolket i en Tale
En usét Sanger fløjter bag en Haves Hegn
En vildt forkommen Pilgrimsskare kom
Ene i Morgenen, ene i Byen, som sover
Er det dig, der smiler i dit Blik?
Er vi født til at favnes af Regnen?
F
Fandt vi da lidt i den Lyre, som dybt i hans Hjerte
Fire Violinister i samme Symphoni
For Blæsten vandrer blidt en Bølgestime
Foran Versailles’ Facade
Fordi din Glæde skulde være mer end Glæde —
Følte dit bristende Hjerte
Først til Eder Fornægtere af Livet
G
Gammelstrand med Fiskebørs og Tang og Hyttefad
Gnid min Hud med denne dyre Salve
Godmorgen, du Sol, som gaar gylden og glad
Guldæblet springer i Kongens By
Gaa til Klokkeblomsterne, de blaa.
Gaa ud i de falmende Skove
Gaa varsomt, du natlige Vandrer
H
Han tænder sin Lampe, naar Dagen gaar bort
Har Kuldens Læber aandet Livets Isnen
Havet. Himlen. Skyers Flugt
Henover Stadens Tage
Her breder sig Havet tomt og forladt
Her, ganske tæt ved dig, ved dine slanke Lemmers Glæde
Hér staar den store Damper højt paa Stabel
Hun vander sine Blomster
Hvad det er sandt, at jeg skal flakke hjemløs om
Hvad er mit fattige Hjerte
Hvad jeg ejer kan forfalde og forgaa
Hvad synger du, du syngende Waggonhjul af Staal?
Hvad søger jeg ved denne Kaj, hvor Skibe lægger til
Hvem er du, som er standset paa Vejen
Hvem kan forklare mig dette
Hver Kriger er en Slave, hvis Lemmer
Hvor skal jeg være, og hvor skal jeg gaa?
Hvor Solen staar rød i en Rude
Hvorfor falder den mørke Regn?
Hvorfor, med Glæde, om et slet Papir
Hvorfor vi vaagner, Venner, i triste Morgners øde
Hybenbuskens røde Frugter blusser i de nøgne Gréne
Hør, dette kolde Kultraadslys fortæller
I
I de duvende Waggoner har jeg genkendt Verdensstaden
I den kongelige Morgen, hvor vi ser os selv som Ahner
I den Stund, hvor Gadens Lygte
I Havens Dunkelhed træd ind, Veninde
I Larslejstræde, Pilestræde og Kattesundet med
I Nat i Drømme syntes jeg nu var opnaaet
I Nat skal Lanterner
I skal komme fra Dagen og Natten, fra Øster og Vester
I Sol og Sné, i Sol og Sné
Ikke i fine Hoteller
Ingen skal spørge forgæves, om vi er det Unge
Ingen, som lever og elsker Livet, vil glemme Livet i Nat
Inkarnationen af Aarhundreds Erobreraand
Ishaverne blomstrer paa Rudernes Glar
J
Janitscharernes Musik
Jeg behøver blot at sé dig, sé dig gaa
Jeg drak en Dram af Solen
Jeg drikker berusende Dufte
Jeg drømte dette sære: For hundred Aar siden
Jeg Daare drømmer atter mig til denne Dør
Jeg elsker at staa ved Butikker
Jeg elsker den larmende Gade
Jeg elsker Slæberbaades Varskoskinger
Jeg er en Harpe, der toner
Jeg er en Sten i en stormende Stad
Jeg er en tørstig Vandrer
Jeg er et Fortov, der beder din unge Fod, o Pige
Jeg er et Solstreif i den sorte Taage
Jeg er fra Valence, i Valence bor min Moder
Jeg er i Aften langt borte fra dig
Jeg er Ilden, Brahma, Urkrafts Søn
Jeg er slagen af Savn, jeg er saaret af Savn
Jeg er sødt opfyldt af Foraar
Jeg er saa træt i Aften, lad mig græde lidt
Jeg gik i Haver iblandt hvide, slanke Kvinder
Jeg giver dig Landet med Følfod og Skræppe
Jeg griber glad din lille Haand
Jeg har levet højt en Uge
Jeg har sét, at denne Væren
Jeg har Sko med slemme Huller
Jeg husker »Baltic«s lange Landgangsbro
Jeg hører den evige, rullende Lyd
Jeg hørte dem komme, de elskende to
Jeg kan høre Blomstens Farvetale
Jeg kender en Ugle
Jeg kender i Luften et Bjerg, der er blaat
Jeg lo, da jeg saa, at det snéede i Nat
Jeg lytter, o Kallinikos, til Lyden af din Esse
Jeg længtes, længtes ud et Sted
Jeg lærte, min Ven, af din lyse Landflygtigheds-Glæde
Jeg læste et Kapitel
Jeg mindes mange Nætter
Jeg sang dit Navn belært af Lærkens Stemme
Jeg sér en Række Dage, der bygger deres Drømme
Jeg skal male Marker, Løv og Enge
Jeg spørger Græsset, om det véd, hvorfor det vokser
Jeg søger det skinnende Guld, der bor
Jeg søgte blandt slingrende Lygter
Jeg søgte Plads som Mélmand
Jeg takker dig for den Frimodighed, hvormed du sér
Jeg takker Jer, I Øjne, at I vil sé i mine
Jeg tror der er Ynde i hver en Stén
Jeg vandrer nu ad Veje
Jeg ved af ingen Veje
Jeg véd, jeg har vovet mig
Jeg vil leve i Introductionen
Jeg vil skrive dig et Digt, D. 103
Jeg vil være din ventende Ven
Jeg vaagner, jeg véd ej ved Lyden af hvad
Jørgen Christian, Seren Terkel og Jens Ole
K
K. F. U. M. Kompleks. En sort Kaserne.
Kald mig hjem fra Nattens vilde Veje
Kaldt ud af Livets Larm i Livets Gader
Klassisk i sin Armods Vé og hvide Sné
Koblenzer Hofs Terrasse
Kommer jeg mod Aften til en lille By
Kun i disse foraarssøde Dage
L
Langt borte fra dig, der har jeg lært mig at længes
Leonora og Dora var Døtre af Degnen
Linje tre til Vesterbro
Livet vil, at jeg skal være til
Længe var der saa lydt og stille
M
Majestætisk, som et Ligtog for et Lands Monark
Man kørte saa trygt i den dejlige Dal
Man ringed med en gammel Mesters Klokker
Med farvede Ruder den brænder sin dæmpede Fakkel
Med mit Ansigt løftet mod din Skikkelses Aabenbaring
Men hvad fejler dig min Støvle
Min Arm er tung af Orgeltræk
Min Dag er som en Have
Min hvide Vest er strøget
Min Sjæl er en Rytme i Lænker
Mind mig ikke, Sommer, om de fjerne, fjerne Dage
Mine Damer og Herrer, hér sér De et blomstrende Rige
Mine Damer og Herrer, undskyld jeg ikke forklarer
Mine Herrer paa Børsen, udspekulerede Spekulanter
Mod en kongelig Mur Kolonaden sig tegner
Mor, du er Navnet
Mærkværdigt kan Skæbnen en Synder belønne
N
Nattergalesang. Nattestille Tale
Ned af det blege Lygteskin
New York, New York, mit Hjerte jubler, jubler mod dig
Nu bøjer mit Hjerte
Nu trækker Støvlen Vand igen
Naar du med Smykkets Guld dit Haandled troldomsmykker
Naar jeg sér dine Lemmer lege vellystigt i Vandet
O
O, aldrig, Erindringens Have
O, blev jeg blændet af min egen Glædes Blus
O, du massive Centrum for Trafiken
O, gamle Mester, intet kvalfuldt Spand af Tid
O, Herskerinde, du som i din Dronningtale
O, jeg skal aldrig eje den, jeg nu beundrer
O, Nat, naar dine Stjerner stærkest lyser
O, om jeg vidste det: Hvem blandt dine Venner
O, pragtfuld, Proletar, din Næves Tag!
O, Raadhuspladsen, Vimmelskaftet, Tivoli
O, skønne Liv, jeg spørger ikke mere
O skønnest er den Dødes Navn
O Tornerose, ej bag Rankers Duft og Blomsters Mur
O, Æventyr i Spisevogn fra Frankfurt an der Oder
Om alt os svigter, alt forgaar
Over og omkring mig ser jeg Ruder staa og gløde
P
Prag Prag Zlata Praha Hradschin
Paa en Baggrund, en Blanding af Stjerner og Tog
Paa Hjul, der sammenkoblet af Jern og oljet Staal
Paa Købmagergade, paa Købmagergade
R
Regnen faldt ret paa mig, let paa mig, tæt
S
Se, Haven har blæsende Blade
Se Solen i min Rude, forenet med Gardinet
Selv naar jeg danser med dig i mine Arme
Ser I Baalet skjult imellem Blade?
Skal vi gaa til Folkeparken, Søndermarken
Som af Djævle, som af Djævle
Som Dragen ved din Yndes Helligdom
Som Elefanters dumpe Trællegang i Templer
Som en Skulptur af Jern, der illustrérer
Som en skyggende Mur stod Rusland rejst
Som et Fængsel, et Fængsel, et Fængsel
Som et Hoved med en Turban af Vindinger
Som et Møde med Alverden. Continent. Continent
Som et Tempel fuld af Tavshed er min Sjæl
Som Køln sin Dom, sit Hus for Patriarker
Som Røgen af Lokomotiver
Sov sødt, I smaa Chimpanser
Sporvogn, der brummer. Klokker der kimer og slaar
Spørg ikke din Forundring, om et Smil kan tale sandt
Stille Aften. Kom nu vil vi gaa
Staa op, du Jord, og mød de nye Dage
Syv Søstre i syngende Ring
Saa dypper vi Pisken, vor Pensel, vor Pen
Saa knæler vi her for det Ukendtes Fod
Saa nøgternt dine Øjne lyser mig i Møde
Saa stedes vi hér
Saa sødt den martrer mig, din Pigemund
Saa ung blev du aldrig, at ikke du trænger
T
Tak, du Blomsterhandler for din Løvbutik
Tamlatimla er en By, hvor Solen aldrig sover ind
Til dig, o hvide Sne, som festligt slynger
Til Frogner, til Frogner jeg ased hvert Gry
Togene tier aldrig. Endnu hører jeg Lokomotivet
U
Upaaagtet af min Undren
Urtegade, Smertens Gade, du mit Hjem engang, engang
V
Ved din lukkede Dør, o bedaarende baigneuse
Ved Isonzo sank med blodigt Indre
Vi durrer, vi surrer, vi synger vor Sang
Vi gaar ad en Vej, som er Vejen for os
Vi tømmer en Kalk af de duftende Blomster
Vi var sammen i en sommerlig Have
Vil du, jeg maa følge dig
Vaagn op, derinde, Karma, er Gemalen
Å
Aah, hèr ligger jeg mellem Kornblomst og Kløver