Hvad synger du, du syngende Waggonhjul af Staal?
Dine Jern Eger-Strenge, som blev slaaet af en Skinne,
til du sang som en Harpe, en hvis Sang har intet Maal,
eller slog som et Hjerte, der har banket vildt i Blinde,
flygted gennem Landene, gjort hjemløst af et Minde.
Travlheds Harpe! Denne Brusen af det tankeløse Jern
er som meningsløse Hymner, naar jeg hører dem saa nære.
Men de ejer dog en Tone, naar min Tanke, svag og fjern,
mødes med et Minde, eller mødes med de Kære —,
mødes med en Afgrund, hvor det dybe er det nære . . .
Aldrig larmer Togets Brusen, selv med Hjulets klapre Klang
som mit Hjerte, naar det skriger stumt mod Tider, der er borte. —
O, mit Hjerte, du er sælsomt rig i denne bitre Sang,
der er stærkest, naar du synger om, og synker mod det sorte . . .
Naar din Banken er en Banken paa en Underverdens Porte. —
Hvad synger du, du syngende Waggonhjul af Staal?
Er min Rejse blot en Rejse mod et Land af Skyggers Mørke?
Har de harpetunge Toner, som mit Minde, intet Maal?
Skal de mane tusind Nætter mod et ensomt Hjertes Ørke —,
at jeg længselsfuldt og levende, begraves i mit Mørke?