Emil Bønnelycke (1893–1953)

Bønnelycke, Emil Christian Theodor, født 1893, Forfatter. Født 21. Marts 1893 i Aarhus. Forældre: Fyrbøder, senere Lokomotivfører Christian Vilhelm Bønnelykke (1867–1930) og Caroline Nielsine Elisabeth Holm (født 1870). Gift 4. Maj 1920 paa Frederiksberg med Eddy Julie Margrethe Eskildsen, født 15. August 1903 i København, Datter af Togbetjent, senere Pakmester ved Statsbanerne, siden Forretningsfører Olaf Louis Eskildsen (født 1870) og Martha Hansen (født 1881).

        Bønnelykke tog alm. Forberedelseseksamen fra Belønningsskolen i Kbh. 1909 og var ansat i Statsbanernes Kontorer i Aarhus 1909–11, i Kbh. 1912–15. Han læste til Artium, men opgav baade det og Kontorpladsen og opholdt sig 1916–17 i Norge, hvor han skrev sin første Digtsamling. Han var Medarbejder ved »Politiken« 1919–21 og ved »Berlingske Tidende« 1921–22. 1922 fik han Carl Møllers Legat. Han debuterede som Forfatter med Digtsamlingen »Ild og Ungdom« (1917), og i de følgende Aar kom en Række Bøger, Digtsamlingerne »Taarer« og »Festerne«, Prosadigtene »Asfaltens Sange« (alle 1918), Digtsamlingen »Buer og Staal«, Prosadigtet »Rosa Luxembourg«, Romanen »Spartanerne« (alle 1919), Romanen »Aurora«, Fortællingen »Joschja Ogoll«, Digtsamlingen »Gadens Legende«, Skuespillet »Den Troskyldige« (alle 1920), Digtsamlingen »Guldæblerne« og Romanen »Margrethe Menckel« (1921), »Florian og andre Fortællinger« (1924), Skuespillet »Den barmhjertige Samaritan« (1925, opført i Odense og Aarhus), Romanerne »Ny Ungdom« og »Pilgrimmen«, Digtsamlingen »Hymnerne« (alle 1926), Skuespillet »Appassionata«, opført paa Arbejdernes Teater, Romanen »Flugten til Ægypten« (1926), Skuespillet »Det gyldne Slot«, Digtsamlingen »Københavnske Poesier«, Fortællingerne »Historier om Lokomotivførere« (alle 1927), Skuespillet »Trappen« (1928) og Skuespillet »Ansgar«, opført paa Komediehuset (1930) og Romanen »Lokomotivet« (1933).

        Bønnelycke, der i sine første Forfatteraar producerede mere end nogen anden samtidig dansk Skribent, har i Aarene 1928–33 været mere tavs. En af Grundene er hans Udenlandsrejser. 1928 rejste han fra Montreal til Detroit og senere til New Denmark og op i Rocky Mountains. 1931 tog han til Lilleasien, hvor danske Ingeniører paa det Tidspunkt byggede Jernbaner, og opholdt sig syv Uger i Anatolien. 1933 besøgte han Verdensudstillingen i Chicago. Om sine Rejser har han holdt en Mængde Foredrag hele Danmark over.

        Sven Lange har engang karakteriseret Bønnelyckes særegne Talent ved Udtrykket »hans Pens magiske Flyveevne«. I Virkeligheden prenter han sine Ord saa omhyggeligt som nogen middelalderlig Munk. Dette forhindrer imidlertid ikke, at der er noget i høj Grad forbavsende ved hans Pens »Flyveevne« og hans Ordforraads overdaadige, til Tider i den Grad overstrømmende Yngleevne, at baade Tanker og Følelser er ved at forsvinde i enorme Bølgemasser af Ord. Han har imidlertid gennemgaaet en Udvikling i denne Henseende som i andre. Sammenligner man hele Rækken af hans Ungdomsbøger med de senere, vil man se, at han har forstaaet at rense og forenkle sin Stil. Han giver ikke mere alle opdukkende Idéassociationer frit Løb, og Strømmen af Billeder og Sammen- ligninger er svundet synligt ind.

        For øvrigt var hans Debutbog, en af hin Tids bedste, paafaldende sober i Forhold til hans senere Arbejder i samme Periode, hvor Oversvømmelsen af Lyrik og Rusen i Ord kulminerede i Romanen »Aurora«. Skal man pege paa det mest repræsentative Arbejde i hans omfangsrige Ungdomsproduktion, bliver det Prosadigtene »Asfaltens Sange«, hvor hans ustandselige Henrykkelse over Tilværelsen faar de mest personlige Udtryk. Selv Fænomener, der ikke kan aftvinge Flertallet af hans Medmennesker synderlig Interesse, som det at gaa paa Gaden, køre i Sporvogn eller staa uden for et Teater og se Folk strømme ind, blev for ham en Kilde til heftige Nydelser. Fyrighedens Eksaltation var hans Ungdoms ekspressionistiske Lyriks stadige Kendemærke. Fra 1925 skiftede imidlertid hans Fysiognomi afgørende Karakter. I Romanen »Ny Ungdom« optraadte han som Moralist, der skarpt og stundom helt ubehersket revsede Tidens Daarligdom, navnlig dens Nydelsesyge. Hans Livssyn blev religiøst bestemt, om der end ikke var Tale om nogen egentlig Omvendelse. I Bøgerne »Historier om Lokomotivførere« og »Lokomotivet« viste han for første Gang i sit Forfatterskab Evne til objektiv Menneskeskildring og endda Skildring af Mennesker, der i deres Virksomhed og hele aandclige Væsen stod hans egen stormfulde, kaotiske, af Lyrik indtil Hjerterødderne gennemtrængte Ungdom meget fjernt. Det var, som om han trængte til at rehabilitere Mennesker, der udførte praktisk vanskelige og betydningsfulde Opgaver, som han tidligere havde set paa med den Æstetikeren og Poeten iboende Ligegyldighed for de beskedne praktiske Livshverv. Samtidig vendte han sig skarpt mod sin Ungdoms radikale Tendenser. Han var begyndt med at forherlige Rosa Luxembourg som Kommunisternes store Martyr, og naar han i Foredragssalen oplæste sit Digt, affyrede han paa et givet Tidspunkt en Revolver-Skud, der gjorde ham mere berømt, end hans Bøger havde formaaet. Nu derimod følte han sig draget til Bondestanden og tog aktiv Del i Venstrepolitik. Den store Roman, han (1934) arbejder paa, »Terror«, er et Opgør med Kommunismen.