Majestætisk, som et Ligtog for et Lands Monark,
som et Kongetog for Digteren, som døde i det Fjerne,
indglider Toget, stolt, som med én Kunstnerpatriark,
med Alterlysets Skær i en Lokomotivlanterne . . .
Den sorte Vogn, som dækker kun den jævne Mand,
et Barn af denne By, han elsked mest af alle,
er som draperet med et Flor af Fattigdommens Land,
der, skønt usynlig, om den sorte Vogn ses falde. —
Fra gyldne Rejser over Jordens Solskinside,
fra Stræder, som en Eventyrers Sind kun saa,
ses Hjemmets Søn, den Døde, over Hjemmets Tærskel skride . . .
mens alle Byer som Fantomer i hans Følge gaa. —
Fra denne Banegaard, hvor Rejsen, med en Sejers Start,
begyndte, skal din Vandring, døde Vandrer, ende.
Dit Hjerte sejler som en Baad med Dødens Fart —
mod denne Bred, hvor ingen Kandelabre-Blus ses brænde.
Perronens Lamper, Mændene ved dette Plantogs Døre
kender denne Langsomhed, før Sørgetoget staar.
De véd, i dyb Ærbødighed, hvad godt de her kan gøre, —
hvor ingen Venner ventende nu ved Vognen gaar . . .
Saa mangen Mand paa denne mørke Pilgrimsmaade
kom hjem til Banegaardens søde Barndomsport.
Saa mangen Vogn og Tog gled ind som stille Baade —.
Det var som klædtes Banegaarden tyst i Sort . . .