Af hvert Under, der er sprunget af den anspændte Tid,
er det Drømmen at bære sig selv —,
at lægge sin Sjæl i det saglige Vid,
og spænde sig over en Elv —.
Urørt af de rivende, rasende Strømme
skal de byggede Staalbuer bære dine Drømme.
Som Portaler, hvor dit Hjerte beruset gaar ind,
sér du Buerne blaanende staa.
Der farer en vild og misundelig Vind,
der vil, at dit Værk skal forgaa.
Det stormer i Træernes, Bølgernes Kroner.
Du stoler paa Staalets præcise Proportioner.
Som en Maske, der er mesterligt spundet af Jern,
fuld af Linjer og lønlig Musik,
uvirkelig skøn og forunderlig fjern,
et svævende Stykke Rytmik —,
der gør, at din Staalbro, som lever elastisk,
betragtet som Kunst, kan bedømmes plastisk.
Omsider, mens den rækker fra Bred og til Bred,
sit Hvælv i et højere Hvælv,
lever i den, hvad du længtes og léd —,
sér du dit svævende Selv . . .
Det løfter sig højt som et Jernornament
i Luften, hvor højere Broer staar spændt . . .
Af hvert Under, der er sprunget af det anspændte Sind,
er det Drømmen at bære sig selv —,
at løfte sig stærk i den hvirvlende Vind,
og lænke det rasende Hvælv —.
Thi Rummet har ikke saa vældig en Storm,
hvis Styrke ej Buer og Staal giver Form.