Som Røgen af Lokomotiver,
der dufter af Olje og Staal,
omfavner det falmende Solskin
med Blaanen af Aftenens Baal —
de rygende Lokomotiver,
der mødige sér deres Maal.
I Duften af Drivhjul, der drypper
og perler af Strækningens Regn,
skal vejres en blaanende Verden
i Taarens vemodige Tegn —.
Thi Togene bringer et Budskab
fjernt, fjernt fra en Æventyregn . . .
O, alle I glidende Toge
med smidige Vug af Waggoner,
der standsende, yndefuldt stille,
kærtegner de kære Perroner —,
I ruller med sande Hoteller
af sovende, røde Saloner.
Den Mand, der i Gaar i Ostende
har kysset en Søsters Kind,
han aander i Aften det bidende,
hjemlige Vesterbros Vind —,
og føler at Lygterne spejler
som Taarer hans hjemløse Sind . . .
Mens Røgen af Lokomotivet,
og oljede, sorte Cylindre
maner en Verden af hele
Verden frem i hans Indre . . .
af Sydens brogede Somre,
og Hjemmets hjemløse Vintre.
De smækkende Døre forkynder,
at Æventyrrejsen er endt,
at Minder af vémodig Mildhed
fra Byer til Byer staar spændt
som Broer, der taaget betrædes —,
en fjern og tilfældig Bekendt . . .
Men Lokomotivet, det kolde,
der snurrer i trange Ventiler,
er bygget af Jern, og kan sagtens
være en Kæmpe, der smiler —
ad Hjertet, hvori Alverden
mildt og vemodigt hviler.