Gnid min Hud med denne dyre Salve,
som en indisk Præst har skænket mig som Gave
imod tvende Nætter som min Træl og Slave,
som et Kryb, der skælvende med begge Hænder
svor sig selv til Helvede for mine Lænder.
Du Manitra, han var dejlig stærk —.
Men han havde,
— ræk mig Kvast og Spejl
Fæet, denne Fejl:
Han kunde ikke prale
af at have Sans for det brutale —.
Gnid min Hud til den er glat som Silke.
Lille Tosse, tag dog fat med begge Hænder,
til mit Blod paa kunstig Vis bag Huden brænder.
Jeg er kold, saa kold som blev i Is jeg badet.
O, min Kærlighed er Kærlighed til Hadet —.
Du Manitra, mine Skuldre med —.
Disse Skuldre,
som Antonius forguder
— ret paa mine Puder —,
Manitra, og min Skammel —.
Synes du, Antonius er blevet gammel?
Alt hvad jeg umættelig begærer,
Herskerne fortabte i mit Favntags Héde,
— hvis du vidste, hvor det fylder mig med Lede —.
Al mit Hjertes Skrig om Vellyst, mine Bønner
og Forbandelser Antonius belønner,
du, Manitra, med sin Oldingsjæl —.
O, hans Arme
er saa kraftesløse og saa blide,
— gnid, Manitra, Barn dog, du maa gnide
En Triumphators Arme,
tænk dig, uden Styrke og barbarisk Varme.
Gnid mig til jeg dufter som en Gave,
der skal skænkes til en ung og romersk Kejser,
denne Fyr, som mod Antonius sig rejser
og paa Forum har forført Demokratiet.
Han belønner Venskab med Forræderiet!
Du, Manitra, Druer skal han faa —.
Søde Vine,
braset i Oliven en Facán —.
Jeg skal tafle med Octavián.
— Manitra, mine Læber,
klæd dem i den røde Dragt, saa Kysset dræber. —
Jeg skal byde ham en Favn af Flammer.
Jeg skal byde ham en Storm af Kys, hvis Luer
brænder dybere end Vin og Ord og Druer —.
Jeg skal lænke ham med mine ømme Hænder,
til jeg mærker hans Erobrerdrømme brænder —.
Jeg skal dræbe Drengen i et Kys!
Saa, Manitra,
flyt nu Spejlet og det gyldne Fad.
Flam, min Kærlighed, bliv hvid af Had!
Octavián kan komme —.
I disse Arme, Dreng, er Kejsernavnet omme!