Man ringed med en gammel Mesters Klokker,
anlagde Traditionens pudrede Parykker,
og gravitetisk med Alongelokker
man spankulered om i moliéreske Stykker.
Man saa Dandin gaa om i Hosesokker,
Man tænkte: Hér gaar Traditionen vist paa Krykker —;
thi midt i Akten klang der Sporvognsklokker . . .
Den Lyd slog Monologen helt i Stykker.
O, havde nogen iblandt Publikum blot vovet
at kalde denne Mester for et Sludrehoved —,
som slap Kritik i Afmagt sløvt har lovet —,
kaldt Traditionen for forældet Tidsfordriv,
der sminket, vildt gebærder sig, men mangler Liv! . . .
O, danse macabre om vort Rigsarkiv!